I disse dage flyver tallene frem og tilbage i debatten om, hvorvidt minkavlerne er ved hæmningsløst at tømme statskassen. Den seneste justering fra ministeriet lyder på, at den samlede erstatning rammer ca. 30 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 10 milliarder i forhold til den forrige udmelding. Medierne har travlt med at “grave” for at finde vej til den ene sensationelle overskrift efter den anden, uden reelt at komme til bunds i, hvad der egentlig ligger bag tallene – eller hvad deres sensationelle fund reelt ville betyde for den samlede erstatning.
Særligt mediet Zetland har via en artikelserie blandt andet proklameret, at prisen pr. minkskind, som ligger til grund for driftstabkompensationen, er den primære årsag til, at regningen stikker af. Men er det sandt? Hvordan kompenseres avlerne egentlig for driftstab? Og hvad ville det betyde, hvis man fulgte Zetlands “anbefalinger”?
Sådan er kompensationsprisen pr. minkskind beregnet
For det første er det vigtigt at forstå, at minkbranchen er et erhverv, der er ekstremt volatilt. Hvis efterspørgslen er lav, og udbuddet af skind er højt, går salgsprisen helt i bund, mens det omvendte er tilfældet, når efterspørgslen er høj, og udbuddet er lavt. En minkavler har for så vidt ingen indflydelse på markedet og kender således ikke sin egen indtægt, før der er investeret markant i produktion af skind.
Ud over usikkerheden forbundet med udbud og efterspørgsel er salgsprisen også afhængig af skindets kvalitet. Sammenlagt betyder dette, at prisen pr. skind kan svinge fra 50 kr til flere tusinde kroner, når skindene sælges på auktion. Ved seneste auktion hos Kopenhagen Fur i marts 2024 blev de billigste skind solgt for 48 kr., mens de dyreste blev solgt for 1.300 kr. Sammenlagt blev der solgt 3 millioner skind til en gennemsnitspris på 260 kr. Dette var en prisstigning på 38% i forhold til den forrige auktion.
Så hvordan skulle politikerne fastlægge den pris, der skulle være gældende for alle danske minkskind i driftstabskompensationen? Der var flere bud i spil, men den endelige løsning blev at se på den gennemsnitlige skindpris pr. år over de sidste 10 år, fratrække det bedste og det dårligste år og tage gennemsnittet af de tilbageværende 8 år. Således blev skindprisen beregnet og fastsat til 332,75 kr.
Men får minkavlerne så udbetalt 332,75 kr. pr. skind?
Selvom pressen har travlt med at bruge dette beløb i sine beregninger, så er det korte svar på ovenstående spørgsmål et klokkeklart “Nej”. De 332,75 kr. er den fastsatte grundpris pr. skind. Den kan faktisk også variere, men lad os lige se bort fra dette i denne omgang.
Når man beregner driftstabskompensation, skal man naturligvis også tage højde for og fratrække produktionsomkostningerne.
Ligesom salgsprisen på skind svinger produktionsomkostningerne også. Derfor udfylder hver enkelt avler et regneark med sine produktionsomkostninger fra 2019, og tallene revideres af en autoriseret revisor, inden Minksekretariatet vurderer resultatet og fastsætter en produktionspris pr. skind.
Produktionsprisen ligger på 228,18 kr. pr. skind, når man studerer de sager, der indtil nu er afgjort og offentligt tilgængelige. Det betyder, at den reelle kompensation pr. skind er 105 kr.
Så minkavlerne får udbetalt ca. 105 kr. pr. skind indtil 2030?
Nej, heller ikke historien om, at avlerne får et fast beløb frem til 2030, er korrekt. Driftstabkompensationen dækker rigtigt nok det forventede driftstab frem til 2030, men eftersom den samlede kompensation udbetales på én gang, når den enkelte sag er afgjort, tilbagediskonteres resultatet af de fremtidige års driftstab. Og hvad betyder det så i praksis? Det betyder, at kompensationen pr. skind falder med en diskonteringsfaktor på 5,14% årligt, så kompensationen opgøres til 101 kr. i 2021 og slutter på 68 kr. pr. skind i 2029. Gennemsnitlig kompensation pr. minkskind for perioden er altså 84 kr.
Så hvad bliver den endelige driftstabskompensation i kroner og øre?
Det ligger endnu ikke 100 procent fast, hvor mange minkskind der reelt skal kompenseres for årligt, men ifølge Zetlands artikelserie er der maksimalt tale om 14 millioner årligt. Med en skindpris på 332,75 kr og en produktionspris på 228,18 kr samt en diskonteringsfaktor på 5,14% årligt løber den samlede driftstabskompensation op i 10,6 milliarder kroner, hvilket ligger inden for rammerne af det oprindelige budget i minkaftalen fra 2021, hvor estimatet for den direkte erstatning lød på 10,87-11,87 milliarder kr.
Og hvad modtager den enkelte avler så i driftstabskompensation?
Der vil ikke være to avlere, der modtager samme driftskompensation. Dels svinger størrelsen af de enkelte bedrifter markant, ligesom produktionsomkostningerne naturligvis også er forskellige. Men hvis vi skærer alle 1.230 avlere, der har søgt kompensation over en kam, så består en dansk minkfarm af 2.730 avlsdyr, som producerer 11.382 minkskind årligt og derfor driftstabskompenseres for perioden 2021 – 2030 med 8.620.795 kr. Her kan det oplyses, at alene anskaffelsen af 2.730 avlsdyr ville beløbe sig til ca. 1,5 millioner kr.
Men hvad hvis Ernst & Young rapporten, som Zetland nævner, har ret?
Ja, hvad ville det egentlig betyde for driftstabskompensationen, hvis avlerne blev kompenseret med 234 kr. pr. skind, som EY-rapporten ifølge Zetland dikterer?
Det er fortsat 14 millioner skind årligt frem til 2030, og produktionsomkostningerne beregnes fortsat på samme måde, ligesom diskonteringsfaktoren er den samme. I så fald ville den samlede driftstabskompensation udgøre 590.158.030 kr., altså lige over en halv milliard – eller 10 milliarder mindre end hvad den oprindelige minkaftale var berammet til.
Det svarer til en gennemsnitlig kompensation på 4,68 kr. pr. minkskind, eller totalt 479.803 kr. i driftstabskompensation til hver af de 1.230 avlere. Den gennemsnitlige avler ville således ikke engang kunne tilbagekøbe en tredjedel af de avlsdyr, avleren oprindeligt ejede.
”Jamen så nøjes dog med 4,68 kr. pr. skind – Avlerne har jo i forvejen været forgyldt med historisk stor statstøtte!”
Når pressen, politikere eller modstandere af kompensationsordningen udtaler sig i debatten, er det et klassisk argument, at det danske landbrug i forvejen modtager offentlige støttemidler i milliardklassen, så hvorfor skal der nu flere penge til?
Det er korrekt, at den offentlige subsiduering af det danske landbrug ligger på ca. 15 milliarder kroner årligt. Her er det dog lige værd at bemærke, at minkbranchen i al sin levetid har stået udenfor denne subsiduering. Ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri udgør den samlede landbrugsstøtte der er tildelt den danske minkbranche lige under 4 millioner kroner. Så der er ikke tale om en branche der historisk set lever af offentlig kredit.
Historien om at branchen alligevel var ved at gå fallit, kan vi lige runde ved samme lejlighed og slå fast, at til trods for at branchen ikke modtager landbrugsstøtte, så var den gennemsnitlige soliditetsgrad for de danske minkavlere i 2019 næsten 40% højere end samtlige øvrige landbrug i Danmark.
Summa summarum; Det er ikke driftstabskompensationen, der vælter budgettet
Selvom driftstabskompensationen udgør langt den største del af minkavlernes samlede erstatning, så er det altså ikke den, der vælter det samlede budget. Hvorvidt en avler skal kompenseres med 4,68 kr. eller 84 kr. pr. skind kan naturligvis være en vurdering, der kan være modsatrettede holdninger til, men ikke desto mindre, så er et bredt politisk flertal nået til enighed om rammerne for den aktuelle aftale.
Derfor må det være en væsentlig faktor, at den samlede driftstabskompensation indtil videre holder sig inden for den oprindelige budgetramme.
Dette faktum tilfredsstiller dog næppe den breaking-news-hungrende presse eller de politikere, der ser minkavlere som en uddøende og moralsk forkastelig del af befolkningen. Netop derfor er det vigtigt at forholde sig til metoden bag tallene og den økonomiske konsekvens af pressens påstande, før man kan påstå at have en reel indsigt.
Har du spørgsmål? Kontakt Bestyrelsesmedlem Jesper Nyholm på telefon 5138 8150.
