#HvorErDuMette?
Da fødevareminister Jacob Jensen dagsdato delte budskabet om en opjustering af minkskandalens samlede omkostninger fra 19 til 29,5 milliarder kr., indledte de danske medier jagten på reaktioner fra stort set alle involverede parter.
Fødevareministeren skulle naturligvis forklare sig, ligesom de myndigheder, der dagligt arbejder på at løse den enorme opgave, blev konfronteret. Formanden for Kopenhagen Fur og de danske pelsdyrsavlere blev interviewet. Avlere, der afventer erstatning, blev besøgt, og vores egen formand, Louise Simonsen, optrådte på TV2 News.
Men én person har glimret ved sit fravær, og ikke bare hvem som helst. Her tales om den person, der for 3 år, 2 måneder og 28 dage siden skabte grundlaget for hele denne skandalesag ved de facto og uden lovhjemmel at nedlægge et helt erhverv; Mette Frederiksen – Danmarks statsminister.
Endnu engang formår statsministeren at sende aben videre, denne gang uden at ytre ét eneste ord. Uden at kommentere på de finansielle konsekvenser af den største erstatningssag i Danmarkshistorien – en erstatningssag, som statsministeren selv har skabt.
Med sin tavshed tager statsministeren landets befolkning som gidsler i et minkdrama, hvor vi alle ender som tabere; myndighedernes kompetence og effektivitet betvivles. Minkbranchen og følgeerhverv præsenteres som grådige, og alle landets skatteborgere pålægges ufrivilligt at betale mere for hele skandalen. Men ikke ét ord fra den person og beslutningstager, vi alle er i færd med at rydde op efter.
Tavsheden ender med at fremstå som et skingert skrig af manglende lederskab.
Det ville være så let for statsministeren at træde i karakter og tage ansvar. At tone frem i medierne og undskylde den 1.184 dage gamle beslutning. At beklage den ekstra arbejdsbyrde, der er pålagt landets myndigheder for at udrede skandalen. At se avlere og følgeerhverv i øjnene, mens hun inviterer til dialog om, hvordan minkdramaet kan få en pænere, hurtigere og mere elegant afslutning. En afslutning, der i sidste ende belaster færrest mindst muligt.